FJER

Den danske presse skrev:

»Ursula Scavenius’ kontrollerede prosa har en centraleuropæisk tidløshed over sig, der ikke minder om meget af det, der skrives i Danmark lige nu (…) De foruroligende, postapokalyptiske debutfortællinger af Ursula Scavenius prøver ikke at tækkes nogen. De er billedstærke og brutale (…) Det er svært at formulere en passende anbefaling af Fjer, for det er ikke en behagelig bog. Men en sådan fortjener den uforbeholdent. Den er sjældent velskrevet, foruroilgende og smuk i al sin fuldmodne egensindighed.«

– Solveig Daugaard, Information

https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2015/08/ubehagelig-smuk-bog

»Her flyder minder, syner, tanker, drømme og sansninger sammen og ud. Desuden har fortælleren en søn, der er ved at forvandle sig til fugl!

Sådan er ‘Fjer’. Fyldt med dyr og dobbeltgængermotiver, graviditet og galskab, traumer og død. Det er præcise, afgrænsede rum, inden for hvilke handlingen folder sig ud – rum som til dels har en my(s)tisk og imaginær karakter (…) Ursula Scavenius’ debut, ‘Fjer’, er konsekvent og foruroligende fantastik.«

– Mikkel Krause Frantzen, Politiken

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/premium/ECE2818496/magiske-debutfortaellinger-rummer-baade-graviditet-og-galskab/

»Bogens sortsyn er ikke grotest gnæggende, som eksempelvis Harald Voetmanns og Preben Major Sørensens, men det er heller ikke patetisk eller pædagogisk manende; man kunne kalde det nøgternt og vitalt svælgende måske: Den får lige præcis og yderst velskrevet ikke for lidt.«

– Lars Bukdahl, Weekendavisen

»Som det turde fremgå, er »Fjer« ikke behagelig læsning. Ej heller især. Vil man have let gennemskuelig prosa, der ikke går til yderligheder, må man gå i en stor bue udenom. Til gengæld venter der, for den, der tør, en prosaoplevelse, der kan lede tankerne hen på en Bjørn Rasmussens kompromisløse skildringer af kød og blod og kropsvæsker, på en Julio Cortázars virtuos foruroligende fabler, på alt muligt godt og mærkeligt…«

– Søren Kassebeer, Berlingske

http://www.b.dk/boeger/ursula-scavenius-debuterer-foruroligende-smukt

»Selvom man således finder en god blanding af fantastik, surrealisme og postapokalypse hos Scavenius, skriver hun en både behersket og neddæmpet prosa, der dog ikke gør de katastrofiske scenarier mindre hårrejsende. At det hele præsenteres for os på en nøgtern og nærmest lavmælt facon, får på en måde teksterne til at være så meget desto mere urovækkende. Scavenius er en sikker og talentfuld prosaist, en lovende debutant.«

– Martin Gregersen, Kristeligt Dagblad

Scavenius skapa den där åtråvärda känslan av lustfylld olust som endast riktig litteratur klarar av.

– Bernur

Ursula Scavenius’ debut er på alle måder en dragende læseoplevelse ind i et mørkt og på mange måder ubehageligt og mystisk univers, som man ikke lige kan ryste af sig med det samme.

– Litteratursiden.dk

Det är som att historierna befinner sig i det där vaga ögonblicket om morgonen när man nyvaken träder ur drömmarna. Brutalt och starkt kan verkligheten sedan slå ner i en och det gör också Scavenius text. Dessa scener som Scavenius bygger upp blir till ett lömskt rum jag aldrig tidigare varit inne i, och jag vill gärna återinträda.

– FLORET – samtidig skandinavisk litteratur og kunst, Magdalena Rozenberg

Scavenius’ prosa bliver aldrig forklarende. Det samme gælder for fortællingernes fantastiske elementer. Det er et paradoks, men selv det overnaturlige virker helt naturligt, og sådan besidder teksterne, i dette tilfælde »Majinski«, nærmest et nøgternt og dog grotesk temperament.Hvad det sidste angår, åbner Scavenius for en type litteratur, der forbinder den østeuropæiske tradition for fantastik med apokalypsen og økokritik. En slags mørk økologi kunne man kalde den.

– Salon 55

Kort sagt en debut med manér

– Nordjyske

Tag til eksempel novellen (eller hvad Søren vi skal kalde den) Luna Secunda fra Ursula Scavenius’ (hvis jeg må være så fri) fantastiske debut, novellesamlingen Fjer fra 2015. Her er en ekstramåne (deraf titlen, selvfølgelig) dukket op ved siden af den måne, vi allerede kender, og har fucket gevaldigt med tyngdekraften. Det er en fortælling om et efter – som i: efter katastrofen. Hør bare, hvordan det hele starter:

“De kører formålsløst omkring på vejene forbi syge mennesker og dyr, forbi to æselføl, der ligger slynget sammen inde i et pigtrådshegn, forbi en død kalv, som sidder fast under en nedfalden væg, og forbi biler, der svømmer i dalen.”

Luna Secunda er strengt taget ikke en fortælling om klimakrisen, men om en månekrise (og om ret meget andet interessant, mennesker for eksempel). Alligevel er det dunkle og sumpede efter månen ikke rigtigt til at tænke ud af vores eget efter, der hele tiden våger over eller under fortællingen og af og til stikker hovedet helt frem og spørger: “Hvad hjalp det, at de forskede, når de ikke kunne gøre noget?”

– Jakob Jessen, blogger på Zetland

https://www.zetland.dk/historie/se6XlP7g-aegXAYg6-bc651

Dukkerne

Pressen i Danmark skrev

"Samlet tegner de fire historier (...) et voldsomt og vedkommende billede af menneskets dårskab, hvor forsoningen er langt væk."

"Som helhed er bogen velskrevet ubehag. Det er velkomment, at Ursula Scavenius hiver de frygtelige begivenheder i det 20. og 21. århundrede frem, og at hun dermed insisterer på, at disse begivenheder ikke er noget, som vi har overstået og aldrig vender tilbage til. Tværtimod, synes fortællingerne at sige."

"Meget af det, der sker i verden, minder mest af alt om et mareridt. På den måde er der en 'unheimlich' genkendelighed over de mareridt, Scavenius fremkalder med sin prosa."

- Litteraturmagasinet Standart

»På grund af den scaveniuske stil og metode bliver disse allegoriske sætstykker effektivt og grundigt, nærmest klaustrofobisk intimiderende. Jo mere og længere fortællingen sidder fast i sit mørke morads, jo mere djævelsk oplever læseren sin egen indespærring og jo mere bliver han eller hun desperat over ikke at kunne eller ville undslippe pga. selve fascinationskraften.

(...) Titelfortællingen er den stærkeste, mest hjemsøgende fortælling i samlingen, men jeg er også betydeligt vild med og skræmt over de tre øvrige fortællinger.«

- Lars Bukdahl, Weekendavisen

»Frem for alt er Scavenius sin egen, med en prosa båret af sansninger og stemninger. Selv om hun selvfølgelig ikke er uden forgængere her til lands, er det virkelig fedt, at Scavenius' bøger så lidt ligner anden dansk litteratur, der bliver skrevet for tiden.«

 - Mikkel Krause Frantzen, Politiken

»Ursula Scavenius skriver en fantastisk form for historier, lange grundige fortællinger fra en verden, som ligner vores, men hvor noget er gået grundlæggende galt. (…) Scavenius' underlige og dystopiske fortællinger er svære at lægge fra sig og leder tankerne mod både historiske forbrydelser og aktuelle kriser.

(...) Fortællingerne i Dukkerne er velkomponerede og chokerende. Teksterne er kompromisløse i deres insisteren på at beskrive uden at forklare. Eller sagt på en anden måde: Historierne føles som vidnesbyrd fra personer, som ikke selv forstår, hvad der foregår.

(...) Der er enkle, nøje udvalgte detaljer og helt klare billeder.«

- Kristin Vego, Dagbladet Information

“Scavenius verkar ha insett att den prosa som ska skrivas 2020 måste ifrågasätta etablerade föreställningar om narrativ. (…) Hon arbetar med förvirringen som estetisk princip.

(…) Berättarrösten indikerar någon som försöker ta sig bort från det som kväver, men på ett ytterst spännande sätt också ta sig ut ur själva fiktionen, själva premissen för det berättade, och bli en utanförstående berättare. 

(…) Så ja, om det inte har framgått tidigare: jag tyckte oerhört mycket om Fjer, men tycker att Scavenius med Dukkerne stärker sin position som en av få genuint nyskapande prosaförfattarna i Skandinavien. Det krävs mod för att skriva så här riktningslöst och i full förtröstan på läsarens villighet att följa med på något med så oförutsägbart utfall. “

BERNUR

https://howsoftthisprisonis.blogspot.com/2020/02/dukkerne-fire-fortllinger-ursula.html?fbclid=IwAR0UfwhspU0CC1iP3m-RQ6SnjTyQpgmQn5NVmZHAWXRmzqQyiqQ50NzoRhY

"Er violiner udstødte, der synger for at bevare håbet? Er kælderen et sted, hvor man kan bevare sig selv? Er døde børn i en brønd de næste generationers menneskesyn? 
Ursula Scavenius novellesamling Dukkerne er forfærdende og medrivende."

"Der er noget Verden af i går over novellesamlingen; Zweigs smertefulde melankoli over en ødelagt verden. Men også Unica Zürns vanvid, hvor lemmer og kropsdele bliver til uhyggelige forvanskninger og rester af menneskelighed."

"Dette er et univers, der maler alt frem med en grå, lavt syngende farve. Den er smitsom og altopslugende, selv en rumbil kan optræde, uden at læseren løfter et øjenbryn."

"Det er dramatisk, hysterisk og suverænt skrevet frem og gør Scavenius til en forfatter, jeg vil holde øje med fremover."

POV.INTERNATIONAL / Christine Lind Ditlevsen

https://pov.international/ursula-scavenius-dukkerne-undtagelsestilstanden-er-blevet-hverdag/?fbclid=IwAR0QXbVJiUM6H-n8w1POmIqJiPyUPjKdvckk9VfLv-SVx_RJ0T7QterZkcg

“(….)Når du læser Ursula Scavenius – især hendes to store udgivelser, ’Fjer’ og ’Dukkerne’ – kommer du ofte og pludseligt i tvivl om, hvad det er, du egentlig deler med alle andre i det, vi kalder virkeligheden. Scavenius skriver sådan! Underligheden og almindeligheden taler sammen. Hendes smukke skrift, der ikke kun trækker på traditioner fra Kafka og Poe, men også M. R. James, Henry James, Arthur Machen, Astrid Ehrencron-Kidde med flere, er et stille, men magtfuldt angreb på den sikkerhed, vi har i tilværelsen, der alt for ofte holder os fra at stille mange af de mest relevante spørgsmål om at være menneske. For det arbejde tildeles Ursula Scavenius et 3-årigt arbejdslegat.”

Kunstfonden

"Man siger om forfattere, at de har deres egen stemme (hvis de altså har det). Det gælder i høj grad for Ursula Scavenius, der i dag udgiver sin bog nr. 2, ”Dukkerne”. Hun har vitterlig sin egen stemme. (…) Der er noget Bruno Schulz-agtigt over de beskrevne uvirkeligheder, som altså i bogens regi er virkelige nok. Man kan også sige, at den virkelighed, vi præsenteres for i virkeligheden, er så uvirkelig, at bogens uvirkelighed virker helt virkelig. Bogen rummer fire fortællinger, som har det til fælles, at der opbygges et nærmest efterapokalyptisk rum. (…) Grundstemningen er eksilet, flugten fra noget, der har været (og som vi som læsere sætter – eller forudsætter – som vores virkelighed) ind i en suggestivt fremskrevet særverden, som vi accepterer, lettere rædselsslagne, men også betagede af styrken i det sproglige og den troværdighed, der følger med.”

- Asger Schnack